×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Onsdag d. 1. september 2021 (hele dagen) til torsdag d. 30. september 2021 (hele dagen)

Månedens salme i september: Bagest i haven (nr. 891 i 100 salmer)

Skrevet af sognepræst Jacob Kleofas og organist Anne Bjerre Braüner

Månedens salme i september ´Bagest i haven` er endnu en fantastisk, eftertænksom salme fra Lisbeth Smedegaard Andersens hånd. Salmen er skrevet til den gammeltestamentlige læsning (Es 57,15-19) 3. søndag efter trinitatis, hvor profeten forkynder, at selv om Gud er den ophøjede og hellige, så er Gud alligevel nær hos den, der er nedbøjet. Gud vil oplive knuste hjerter og give sin fred. Gud kan virke fraværende, men er alligevel nær. Lisbeth Smedegaard Andersen har selv kaldt salmen for ”en eftertænksomhedssalme med udgangspunkt i Jobs store ord om Guds visdom, der går over til tanken om Jesu gråd og troen på, at han er i det nære”.

Vi, der elsker naturens livsbilleder og som befinder os godt midt i naturens egen fortællinger, bliver med ét trygge, da vi fra salmens begyndelse bliver sat ud i haven, hvor vi sammen med salmedigteren sidder og kigger på blomster og blade. Det kan synes meget vemodigt, når synet af blomster og blade fører tankerne videre til livet og ”det jeg engang skal forlade”. Men det er ikke et fremmed motiv: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster” (Es 40,6). Både vi og blomsterne ender med at dø.

Tankerne bliver til en søgen efter Gud. Blikket bagest i haven rettes mod himlen, men der er stille. Man mærker forbindelsen til Job 28,12-14, som er nævnt under salmen. Job søger efter visdommen, men havet afviser, at den findes dér. Gud er et sted, men hvordan er Guds sted? Ligner det et sted med sangfugle? Alligevel må salmedigteren spørge, om Guds tårer stadig mindes menneskets angst og sorg. Det konkretiseres i ordene om ”nætter med rullende tog”.

Ud fra en rationel, menneskelig tænkning ville det være logisk, hvis Gud lod sig høre med klar og tydelig stemme og lovede os fred, sådan som det sker hos Esajas. Og igen, som så mange gange tidligere i menneskets og Guds fælles historie, må vi også erkende, at Gud ikke giver sig til kende på den måde. Måske var natsværmerens vinger mod ruden lyden af Gud?

At sidde dér yderst på bænken er både en bogstavelig situation vi alle kan være i, men er også et udtryk for, at man er ældste generation. Døden er nær, og derfor gribes der ud efter bønnen for dem, man ”frygter at miste”. Hos profeten Esajas bøjer Gud sig ned og tager sig af sit folk. Og dér bagest i haven, yderst på bænken vil Gud også lyse sin fred netop dér, hvor du sidder, ”midt i det kendte og nære”.

Melodien er skrevet i 2015 af Jakob Lorentzen, meget aktiv komponist, korleder og organist ved Holmens Kirke, som i de senere år har skrevet flere nye salmemelodier, hvoraf tre er med i 100 Salmer.

Her har Jakob Lorentzen beriget Lisbeth Smedegaards kontemplative tekst med en enkel melodi, som begynder i dur (f-dur), går videre i mol (d-mol) og ender i en ny dur (d-dur). Godt nok siges mol at være ”den triste toneart”, men mol rummer måske også muligheden for flere dybe nuancer?

I pausen mellem de enkelte vers, hvor menigheden trækker luft, fortsætter satsens basstemme for at bringe os tilbage til den oprindelige toneart. Hermed bliver der en glidende overgang mellem tonearter og stemninger, en uendelig vekslen mellem sorg og glæde.

Lyt til melodien her: https://www.youtube.com/watch?v=ynuaaRLQlj8

 

Månedens salme i september