×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Søndag d. 1. august 2021 (hele dagen) til søndag d. 29. august 2021 (hele dagen)

Månedens salme i august: Fra vest står blæsten (nr. 808 i 100 salmer)

Skrevet af sognepræst Jacob Kleofas og organist Anne Bjerre Braüner

Månedens salme i august ´Fra vest står blæsten` er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen, som vi tidligere stiftede bekendtskab med i maj måned med salmen: ´Når æbletræets hvide gren`. Og med denne måned salme beviser hun atter, at hun kan ”udfylde huller i salmebogen”.

I maj måned sang vi om blomstringen fra æbletræets hvide gren, nu er tiden i august, hvor træet endelig bærer frugt.

Oprindeligt er salmen skrevet til en høstfest i Rakkeby sogn i Vendsyssel. Salmen er dog ikke i samme grad forbundet med landbruget som de klassiske høstsalmer. Vi møder den velkendte tak, vi kender fra andre høstsalmer i salmen, og samtidig fornemmer vi allerede i begyndelsen af salmen toner af vemod og afsked, når synger vi om ”de lave fyrrehegn der danser skyggedans med mørkets magter” (vers 1) og når vi synger ”somren er til ende og feriedage brugt” (2. vers). Salmedigteren påpeger selv, at denne eftertænksomhed og vemodet er tilsigtet, og påpeger, hvordan Erik Sommers melodi understreger denne stemning.

Salmen inddrager både dig, mig og alle mennesker - dig, der har meget at takke for, dig, ”som året bragte mere gråd end glæde” samt dig, for hvem fremtiden er en ”ligning med en hel del ubekendte”. Vi er alle en del af det store skaberværk. Og ligesom ”en sommer brænder ned og græsset visner væk”, så må vi acceptere vores egen forgængelighed. Det er det naturlige vilkår ved at være menneske, men som kvinderne den allerførste påskemorgen hørte ordene: ”Vær ikke forfærdede”, skal vi lade vores vinterhjerter leve i Guds hænder.

Salmedigteren skriver selv, at ”da Danmark var et landbrugsland, var det naturligt at holde høstgudstjeneste og takke for høsten, men jeg tror, at når høstgudstjenester stadig er en naturlig del af vores kirkeår og tradition, så skyldes det, at vi har brug for engang imellem særligt at lægge vægten på taknemmeligheden over menneskelivet som helhed. Derfor er salmen en efterårs- og høstsalme, hvor jeg prøver at udvide perspektivet lidt fra høsten til taknemmeligheden over, at Gud ikke alene giver sol og væde, men også er hos os, når vi sørger og frygter for fremtiden”. [citat fra salmer.dk].

Den smukke melodi er skrevet af Erik Sommer, som kan noget særligt med at ramme en både sentimental og storladen tone, uden at det bliver for sentimentalt og storladent! Man kan opleve noget lignende i hans melodi til salmehittet Du, som har tændt millioner af stjerner.

Melodien bygges op gradvist til først et højdepunkt i slutningen af tekstens linje 2, hvor den falder til ro på en lang tone. Så skifter melodien til en mol-toneart, altså en trist stemning, går tilbage til den oprindelige "glade" dur-toneart og videre til det endelige højdepunkt i hvert vers’ sidste linje, i sidste vers ved ordene om, at vores ”vinterhjerter” skal leve i Guds hænder.

Erik Sommer (f. 1948) er tidligere højskolelærer og musiklektor, og de seneste årtier har han været meget produktiv med salmemelodier, hvoraf mange har potentiale til at blive klassikere.

Melodien kan høres via dette link: Fra vest står blæsten - YouTube

Månedens salme i august i Højelse-Lellinge